|
Sundhedstanken
- et liv i balance
Narrativt perspektiv
-
Den narrative tænkning
· bygger på antagelser fra familieterapeutiske, antropologiske og narrative traditioner (Michael White og David Epstein).
· er inspireret af Jerome Bruner – handlinger og værdier er uadskillelige. Handlinger og levede erfaringer i en given kontekst fører til værdier, som fører til nye handlinger.
· forholder sig til, hvordan vi taler om ”problemet” - spørgsmålet er ikke om vi taler om problemer eller om fortid, men om hvordan vi taler om det. Problemet er ikke, at vi taler om det men, at vi taler internaliserende om det. Ord gør noget, når vi bruger dem uanset, hvor bevidste vi er om effekten.
· mener at, dekonstruktion af problemer og af den personlige historie bidrager effektivt til at forbinde levede erfaringer fra fortiden (viden/erfaringer om det foretrukne liv) med personens foretrukne fremtid og mål.
· opdeler vores tale i eksternaliserende og internaliserende tale.
o den eksternaliserende tale;
§ problemet er problemet
§ personen er personen
§ person er ikke lig med problemet
§ problemet er ikke en del af identiteten -> ingen skyld
§ tilbyder at tale om problemet og møder fokuspersonen, hvor denne er uden at forstærke problemet - samtidig udfoldes fokuspersonens ekspertviden på eget liv
§ anerkender problemhistorien (det der opleves svært)
§ skaber afstand mellem fokusperson og problem
o den internaliserende tale;
§ problemerne er noget, der er inden i os som en del af vores identitet
§ taler om identitetskonklusioner - jeg er - .
§ når problemet gøres til en del af identiteten, er vi problematiske mennesker
§ personen = problemet
§ tendens til at isolere mennesket
§ tanker -> utryghed og håbløshed
Når coaching sker i et narrativt perspektiv
· tages et pragmatisk udgangspunkt – der opstilles en samtalekontekst, som er brugbar/hjælpsom for fokuspersonens mål eller forandringsproces. Der skabes en kontekst, hvor fokuspersonen genopdager sine egne problemløsningsstrategier, værdier og mål (sikre platforme).
· møder coachen fokuspersonen, hvor denne er også, når en problemhistorie præsenteres.
· kan samtalen bevæge sig, som det falder naturligt; levende, cirkulært og komplekst. Den er i eksternaliseret form fokuseret på handlinger og værdier, som støtter den foretrukne historie og kan forløbe rundt i fortid, nutid og fremtid.
· formes samtalen som en konstruktion af ny mening og identitet – en genforfatning af personens foretrukne identitet. Jo flere genforfattede foretrukne historier jo flere veje får personen at gå.
· skaber problemsamtalen rum til refleksion mellem problem og fokusperson, hvilket fører til en følelse af at kunne handle i eget liv.
· dekonstrueres problemhistorien og bliver passagen til det fraværende men implicitte – det værdifulde i fokuspersonens fortid, nutid og fremtid afdækkes.
· genopdager fokuspersonen kontinuiteten i sine livsværdier og handlinger samt oplever en fornyet følelse af værdi(g)hed.
· oplever fokuspersonen at finde fodfæste og tage afsæt i egen historie.
· omfatter coachingen også problemsamtalen.
· omfatter coachingen også den personlige forhistorie.
|
