-
I den systemiske tænkning er det essentielt, at virkeligheden skabes af den måde, vi taler om den på – det er i samspil med omgivelserne, vi definerer os selv og i dialogen mellem mennesker, at virkeligheden skabes.
Når vi hører eller ser noget, skaber vi mening, giver det mening eller søger mening. Finder vi ingen mening, overvældes vi af magtesløshed og giver op. Det er et menneskeligt vilkår, at vi giver ting betydning.
En systemisk kongstanke er forbundenheden. Det vi gør, gør vi altid i forhold til noget eller nogen. Vores adfærd er baseret på forventninger om, hvordan andre reagerer og vores måde at kommunikere på påvirker altid relationen til den, vi kommunikerer med. Adfærd forstås som respons på den eller de relationer, vi har til omverdenen.
I det systemiske perspektiv bekender man sig til dialektikken i forholdet mellem mennesker og dermed samtidig til en forståelse af, at vi altid og til enhver tid er ansvarlige for det, vi bidrager med og dermed, må vi også som praktikere i det menneskelige felt være opmærksomme på, at vi overordnet er en del af en helhed sammen med fokuspersonen.
Disse forståelser har betydning for terapi og coaching i et systemisk perspektiv.
Når der coaches i et systemisk perspektiv, er det overordnet at;
· forholdet mellem fokusperson og coach er ligeværdigt
· der er tale om en magtfri relation
· det er tillid og tryghed, der gør coachingen mulig
· relationen er bygget på respekt og frivillighed
· coachen kan slippe sine egne sandheder
· coachen kan skabe bevægelse på en anerkendende måde
· der er fokus på potentialer, ansvarlighed og ejerskab
· coachen kan bringe sig selv på banen uden at dominere
I dialogen mellem fokusperson og coach skabes mulighed for;
· at tænke anderledes
· at gå nye veje
· at se muligheder og løsninger, der før var usynlige
Coaching;
· kan bringe mennesker på sporet af mål og visioner, af løsninger, ressourcer og potentialer og af et sundere og mere afbalanceret liv
· er ikke et "quickfix", der kan løse alle problemer
· kan vende store og små udfordringer fra at opleves belastende/drænende til at være en anledning til at skabe bæredygtig læring og udvikling
Coachen;
· oplever fokuspersonen som værende kompetent i forhold til sig selv og tror på, at fokuspersonen kan gøre det – forventningerne påvirker ydeevnen
· skaber en konstruktiv stemning
· er til stede med nysgerrighed, opmærksomhed og ydmyghed
· finder en opfattelse, som er hensigtsmæssig for fokuspersonen
· ved, at noget er sandt og samtidig ikke sandt og kan holde ud at være i midlertidigheden og kunne leve med at være i tvivl, indtil en ny og mere hensigtsmæssig forståelse og essentiel læring er skabt for fokuspersonen
· indtager en metaposition som styringsredskab
· er også en rollemodel
